Kjeld Abell

Kjeld Abell (1901-61) - en fornyer i dansk teater Den 25. september 2001 var 100-års dagen for Kjeld Abells fødsel. Han stammede fra et typisk borgerligt akademikerhjem i Ribe og blev student fra Metropolitanskolen i 1919, hvorefter han straks begyndte at læse statsvidenskab. Abell blev cand. polit. i 1927; men havde allerede i studieårene under påvirkning af den tyske teatertroldmand Max Reinhardts gæstespil med Strindbergs Spøgelsessonate på Casino i 1920 besluttet at skabe sig en karriere indenfor teatrets verden. Abell var imidlertid begavet med flere kunstneriske årer og var således i to perioder elev på Kunstakademiets malerskole, hvilket førte til, at han efter sin embedseksamen drog til Paris og London i årene 1927-30 for at uddanne sig til teatermaler. I Paris blomstrede det eksperimenterende teater i disse år, og Abell blev påvirket af de nye strømninger, som senere overførtes til de danske scener. Han var specielt optaget af den teaterform, der koncentrerede sig om at skabe liv på scenen og samtidig appellerede til et levende og kreativt publikum. Abell udtrykker det i Teaterstrejf i Påskevejr. 1948, Thaning & Appel således: "Teatret var, teatret er, teatret bør altid være den frie tankes fantastiske fristed." Abell slog igennem som teatermaler i Paris og her blev mødet med den russiske danser og balletmester George Balanchine af stor betydning for hans videre kunstneriske udvikling. Da Balanchine i 1930 blev opfordret til at komme til København for at lede opsætningen af en række moderne balletter, fulgte Abell med som hans assistent. I de følgende år lavede han dekorationerne til adskillige af Balanchines forestillinger både i Danmark og i udlandet. I 1934 debuterede Abell med balletten Enken i Spejlet på Det Kongelige Teater. Koreografen var Børge Ralov og musikken af Bernhard Christensen. Allerede her anslås det tema, som med enestående konsistens fastholdes i hele Abells forfatterskab: Grundkonflikten mellem det åbne og det lukkede menneske. I sit opgør med alle undertrykkende mekanismer fokuserer Abell i den første fase af sit forfatterskab på den nære virkelighed Melodien, der blev væk, 1935 og Eva aftjener sin Barnepligt,1936), i den anden fase på det storpolitiske magtspil Anna Sophie Hedvig, 1938. Danmarks Radio sender dette skuespil som Radiodrama. Du kan høre dette drama på P1 Ved dette link er der ligeledes et klip fra DR's forestilling. Desuden hører stykket Silkeborg, 1946 med i denne anden fase. I den tredje fase vender Kjeld Abell blikket indad mod det isolerede menneskes angstfyldte verden af fortrængninger og selvopgør Dage på en Sky, 1947, Vetsera blomstrer ikke for enhver, 1950 og Den blå Pekingerser, 1954). At digte om åbenheden og nødvendigheden af forandring gav for Abell mulighed for at forny udtryksmidlet og det er dette samspil mellem temaet og formuleringens mangfoldighed, der giver den indre spænding i denne forfatters dramatik. Melodien, der blev væk har undertitlen Larsens komedie i 21 billeder og havde premiere på Riddersalen, der var tidens eksperimenterende teater, den 6. september 1935. For viserne stod Sven Møller Kristensen og for musikken Bernhard Christensen i samarbejde med Herman D. Koppel. Allerede i titlen peges på den humoristisk-satiriske tone og den revyagtige form, der gengiver og afslører virkeligheden i stiliseret og overdimensioneret form. Figurerne er karikaturer og roller, kulisserne taler med, symboler optræder lyslevende på scenen, sange, pantomimer og små balletoptrin bryder handlingen. I centrum står flipproletaren Larsen om hvis selvbevidsthed den moralske kamp udkæmpes. Er det "Flippen" (symbol for småborgerligheden) eller "Proletaren (den sociale identitet), der skal bestemme hans liv? Valget står mellem et kedeligt liv i "Familiens Skød med Hovedet i en Kop Kaffe og Fødderne paa en Borgmesterstang" og et spontant liv, hvor hver dag er ny og frisk....... Selve stykket er bygget op i 2 akter, hvor 1. akt betegner cementeringen af Larsens småborgerlige liv og drabet på den melodi, der symboliserer det indre oprør: "Ud af landevej'n / der sku' man gaa / mellem grønne Hegn / ud i det blaa, / syngende sin Melodi / langt ud i det fri." Sangen udtrykker den spontane livsglæde og fantasi, som rummer den ene side af oprøret mod den småborgerlige moral, den grå hverdag og indespærringen af sanselighed, krop og natur. Da Larsen midt i 1. akt købes af sin forlovede Ediths forældre til at gifte sig og blive fornuftig og glemme melodien, forvandles han under bulder og brag til særdeles velfriseret kontormand. I 2. akt genfindes melodien ved en symbolsk eftersøgning, hvor først Edith og siden Larsen får fat i den røde tråd, der som en socialistisk livline fører dem tilbage til den fortrængte natur og drift, og samtidig giver dem en solidarisk politisk bevidsthed. Vi bevæger os på jagt efter melodien gennem mange samfundslag: politiet, folkeforbundet og pacifismebevægelsen, kirken og religionen, døden, naturen og nationalismen. Men det bliver barnet med det symbolske røde sjippetov og arbejderen ved sit vejarbejde, der bringer Edith og Larsen tilbage til sporet og producerer stykkets morale: "Næ, sangen kommer først, naar vi arbejder for os sel', / naar vi allesammen gør det for vores allesammens vel, / og ikke jeg for dig / og ikke du for mig / men det skal hedde: vi for os." Pointen i stykket, som formuleres i de stærkt forenklede typefigurer er, at melodien og forandringen af samfundet og det enkelte individ ikke kommer af sig selv, men derimod gennem hårdt arbejde og indsigt både på det psykiske og på det sociale plan.