Abells bedste skuespil og vores bedste modstandsdrama. På det overordnede plan er stykket et opgør med den danske politik op til besættelsen, og skulle det senere vise sig, en forudanelse om den officielle danske samarbejdspolitik under besættelsen. Vi befinder os i et overklassehjem med pige i huset og skødehund til adspredelse. Radioen er forestillingens gennemgående symbol på den verden, der leves udenfor. Provinslærerinden Anne Sophie Hedvig er dukket uventet op hos sin kusine – Fruen i huset. Aftenen står på forretningsbesøg og Anna Sophie Hedvig sidder beskedent og tavs under det meste af middagen, indtil emnet mord bringes på banen. Spørgsmålet er om det ikke er tilladt at forsvare sin egen lille verden, inden den angribes, og om det ikke er de små verdener der tilsammen udgør den store?
Den tidløse moral er den enkle: at det kan være nødvendigt at bekæmpe tyranni med vold, mens tid er, og at det nytter. Den grå provinslærerindes sypose rummer stadig kræfter, der kan sende en lavine gennem dagligstuen.
