Eugene Ionesco blev født i Slatnia, Rumænien d. 13. november 1909, voksede op i Frankrig, men vendte tilbage til Rumænien efter forældrenes skilsmisse i 1925. Han studerede fransk litteratur ved universitetet i Bukarest fra 1928-1933 og i 1936 giftede han sig med Rodica Burileanu. Sammen fik de en datter som de fortalte ukonventionelle børnehistorier for. Ionesco og familien boede i Frankrig under 2. verdenskrig og bosatte sig i Paris efter befrielsen i 1944.
Ionesco skrev først sit første skuespil i 1950, da han som 40-årig besluttede sig for at lære engelsk. Han anskaffede sig en engelsk tekst, kopierede alle sætninger og forsøgte at lære dem udenad. Han lærte ikke engelsk, men derimod en overraskende sandhed f.eks., at der er syv dage på en uge, at loftet er oppe og gulvet nede – ting, som han allerede vidste, men som han aldrig havde tænkt over. Som undervisningen blev mere og mere kompleks, blev to karakterer introduceret, Mr. Og Mrs. Smith. Til Ionescos store overraskelse informerede Mrs. Smith hendes husbond om, at de havde flere børn sammen, at de boede i en forstad til London, at deres efternavn var Smith, at Mr. Smith var en blikkenslager og, at de havde en tjener. Det der var iøjefaldende i forhold til Mrs. Smith var hendes metodiske procedure i jagten på sandheden, men sidenhen skrev Ionesco følgende: ”Et mærkeligt fænomen fandt sted. Jeg ved ikke hvordan, men teksten begyndte at forandre sig foran mine øjne. De mest simple udtryk, som jeg havde kopieret til min bog, mistede deres originale identitet, blev udvidet og flød over. Klicheerne og truismerne i den gængse samtale, der engang gav mening, blev pludselig til pseudo-klicheer og til pseudo-truismer. Disse forvandlede sig til vilde karikaturer og parodier og slutteligt blev sproget opløst. ”
Ionesco skrev om sin oplevelse i ”Den skaldede sangerinde”, der blev iscenesat af Nicolas Bataille d. 11. maj 1950 på Noctambules. ”Den skaldede sangerinde” spillede ubemærket, indtil nogle få kritikere så forestillingen og anmeldte den. Deres ønske om at tiltrække et større publikum lykkedes, og pludselig fik den midaldrende Ionesco et internationalt renomme. Han skrev efterfølgende mere en tyve skuespil bl.a.: Næsehornet, Stolene, Jack or the Submission, The Lesson, The Killer, Exit the King, Macbett og Journeys among the dead.
Ionesco fravalgte det logiske plot, karakteropbygning og tanken om det traditionelle drama og skabte i stedet sin egen anarkistiske form for komedie, der viste det moderne menneskes meningsløshed i en verden styret af tilfældighed.