Stykket tager sin begyndelse foran en dyreparks indhegning. I et snørklet sprog giver Specht et (sur)reelt portræt af et samfund af lykkejægere; fra par og forbipasserende, der verbalt snuser til hinanden foran burene til andre, der kører et perfidt spil om hakkeorden hinanden imellem. I anden del samles de alle af dyrepasseren Max. Dyrehaven lider under faldende besøgstal og huset til næsehornene udlejes til fester for at få nogle indtægter i kassen. Max beslutter at genoprette dyrenes værdighed og træffer en radikal beslutning …
