Uskylden er for længst tabt, og ingen synes at være på sporet af den i dette kraftfulde skuespil. Dea Loher forbinder poesi og politik, når hun fortæller historier fra samfundets kant. Bizarre historier om utilpassede mennesker, der dybest set er uskyldige, men som tager al verdens skyld på deres skuldre. Det mest uhyggelige er, at man på intet tidspunkt har fornemmelsen af, at dette skulle være noget usædvanligt. To illegale indvandrere bliver vidne til, at en ung kvinde drukner sig, før de når at reagere for at redde hende. En ung, blind kvinde, der ernærer sig som striptease-danser, bliver seende efter en operation. En ældre kvinde trænger sig på over for fremmede og undskylder for de bestialske ugerninger, hendes søn har begået. En mand finder meningen med livet i sit arbejde som bedemand. Han får de døde til at være smukke i døden, mens hans unge kone vantrives i mangel på kærlighed. En ældre, frustreret, kvindelig filosof banker langsomt, men sikkert, sin tavse mand ihjel. Fortravlede bilister tilskynder en selvmorders spring, så vejspærringen kan fjernes, og trafikken genoptages. De fortabte, hjemløse, fortvivlede, tiloversblevne mennesker i dette stykke bevæger sig hjemmevant i et vanvid skabt af dem selv og andre omkring dem. Sanseligt og intellektuelt, overraskende humoristisk og bidende sarkastisk. “Eine poetische Elegie von sprachlicher Schönheit und Kraft, getragen von dunkler Wehmut ebenso wie von sarkastischem Grimm. Die letzte oder vielleicht erste politische Autorin unserer Zeit. Jetzt da der Hedonismus aufgebraucht und Pop ein Anachronismus ist, ist die Zeit ganz auf der Höhe von Dea Loher.” – Süddeutsche Zeitung
