En antikrigs allegori, hvis sigte er at vise hvordan menneskets lyst til at bekrige hinanden har været der siden tidernes morgen og ført os frem til det punkt hvor menneskehedens totale tilintetgørelse ikke bare er en mulighed, men en trussel. Hændelserne betragtes med en soldaterhustrus øjne og hændelsesforløbet beskrives med en humoristisk distance som er typisk for Ustinov.
