UNDSKYLD!

OriginaltitelUNDSKYLD!
KategoriSkuespil
AldersgruppeVoksne
Cast5 totalt (5 D)
Variabel cast størrelseJa
RepræsentationVerdensomspændende repræsentation
SprogEngelsk

En rammende og dybt underholdende trilogi om kvinder og mænd opført med stor succes på Kaleidoskop og Det Kongelige Teater i København i årene 2004 – 2007. Værkerne, ”Krig”, ”Undskyld!” og ”Pis!” kan fremføres uafhængigt af hinanden.

Efter ”Krig” fulgte kvindestykket ”Undskyld!” med undertitlen ”Jeg kan godt arbejde, selvom jeg græder”, hvor fem kvinder sætter hinanden stævne. Som en kæmpemæssig skriftestol danner teaterrummet rammen om en intens seance af brok og bekendelser fra det moderne kvindeliv. Alt, hvad hjertet og hjernen flyder over med, udgydes i denne flerstemmige teatermonolog, hvor kvinderne på skift tager ordet og lader blod, tårer og galde flyde. Det er en komedie om alle de paradokser, den moderne tilværelse rummer, set fra kvindens synsvinkel; som et kludetæppe vævet af overrumplende sandheder, løgne og drømme. Et stykke, der får en til at undre sig over, hvordan det alligevel lykkes at få det hele til at fungere. Uropført på Det Kongelige Teater i København. ”Formidabel underholdning, sjæleligt rørende og et præcist og forfriskende amok-portræt af den moderne kvindes liv og leben.” – Urban / ”I Turbinehallerne forenes tørre tæsk med drivvåde drømme (…) vittigt og velbegavet udført.” – Politiken / ”Det her er direkte, pågående, sprællevende og genkendeligt. Skægt og lige ud af håndtasken. Sat på scenen med befriende glimt i øjenkrogene bag mascaraen.” – Berlingske Tidende / ”Det er en forestilling af kvinder og om kvinder, men ikke for kvinder. Ikke kun. Her er genkendelig fornøjelse og masser af gode grin til alle.” – Jyllands-Posten