Stykket tager sit udgangspunkt i plejere og beboere på alderdomshjemmet Frydendal. Med stor autoritet og formidabel sprogbehandling bringer Lollike strofer af blid poesi i berøring med de barskeste af alle realiteter: blod, bræk og gammelmandsbleer, afmagten over for livets forfald og dets definitive afslutning, døden. Nyttesløse tilbringer de gamle ventetiden; Biermann spytter blod og hører stemmer; Don Otto er blind og ryger fede havannesere; Den senile Vera er 81 og indleder et kærlighedsforhold til sin 23-årige plejer Valentin; Sangerinden synger skingert børnesange. Alderdomshjemmet ledes af den regelrette Frau Frauke, der bruger størrelse 40 og går med lakhæl og som i en blanding af naiv åbenhed overfor de gamle og konstruktiv fremsynethed vil bygge et udkigstårn, der vil gøre Frydendal verdensberømt. De studentikose plejere Bernhard og Øh Walter, som stjæler fra beboernes hylder og tvinger en af de gamle til at sluge et armbåndsur, holder stykket på det sarkastisk-realistiske plan og indvier os i alderdomshjemmets hverdag og dræbende bureaukrati. Stykket veksler mellem rolige filosofiske passager, groteske scener, hvor gebisserne tager over, og surrealistiske intermezzi med optog og sange. Teksten er et veloplagt nærbillede fra dødens forgård med dets korte ekstaser og lange ventetider, med dets kampe og hallucinationer, dets snyd og afsløringer.
