Omkring familiefaderen, Plancks (ikke den tyske fysikers) dødsleje står hans fire døtre i en emotionel ophedet afskedsstemning. I nærheden står Sara, Plancks hustru gennem 42 år, som upatetisk indretter sig på en tilværelse alene. For den ældste datter Laura (en sekretær), Rosa (en skuespillerinde) og Anna (en håbefuld jurist) er det fortrængte følelser og indestængte spændinger, der kommer frem. For den yngste datter, Maria, fører faderens nærtstående død en eksistentiel krise med sig. Hun har en usædvanlig fantasi og med den fra nabosønnens viden om fysikeren Plancks teorier bryder hun med den almindelige erkendelses grænser og relativerer døden over i tid og rum – med bevægelser tilbage til barndommen og ud i fremtiden. Endnu engang beskæftiger Belbel sig med døden og bevidstheden – denne gang inspireret af den Planckske kvanteteori. Stykket består af 44 korte scener spillet dels i eksistente rum, dels i Marias fantasi; hun muliggør springet mellem realitet og groteske scenerier – som natlige sexeskapader og et fulminant hashparty på dødslejet. Et imponerende skuespil.
