Et storslået skuespil om de sidste tre år i komponisten Robert Schumanns liv. Det er en skildring af en mand som begiver sig ind i sindssygdommen med tillid og fortrøstning. Da han tager afsked med sin hustru, Clara, siger han: ”Jeg skal ud på en rejse. Når jeg kommer hjem igen er jeg rask. Så er det sagt – og så har jeg hørt det.” vand regn og musik spiller store symbolske roller i dette velskrevne skuespil, ligesom det vin Clara rækker sin mand i den gribende slutscene på hospitalet i Endenich. Dette er et skuespil om tiden. Ikke om den historiske tid, men om tiden som forløb. Om tiden, der vandrer ved siden af os og ind gennem os. Om tiden som den nødvendige rejse mellem fødsel og død, hvert eneste menneskes rejse, hvor stor eller lille bagagen end er, og hvor håbløst eller opmuntrende vejene end ser ud. Opført med stor succes på Det Kongelige Teater i 1992 og nomineret som det danske bidrag til Nordisk Dramatikerpris i 1994.
