Den pensionerede præst John Rosmer er efterkommer af en lang række anerkendte forfædre og bor i familiepalæet Rosmerholm sammen med sin afdøde hustrus veninde, Rebecca West. Med hendes støtte og opmuntring har han i sinde at tilslutte sig den progressive radikale bevægelse og at påbegynde sit livs værk ved at ”ophøje sjæle”. Hans svoger, Kroll, forsøger forgæves at lade ham hverve til etablissementet. Da beskyldninger antyder, at Rosmers ufrugtbare hustru Beata ikke var så sindssyg, som hun blev gjort til, men faktisk blev drevet til selvmord af John og Rebecca, rammes han af en stor skyldfølelse, der forhindrer ham i at tænke og handle radikalt. For at skåne ham indrømmer Rebecca sine kneb; hun har ikke kun fået John presset til at antage denne radikale attitude, hun har også, om end ubevidst, tilskyndet Beatas selvmord. Hun har opnået sine mål, men kan ikke nyde dem. Rosmer har i det mindste ophøjet ”hendes” sjæl, men hendes lykke er ødelagt. Derudover har Kroll afsløret antydninger af hendes uægte fødsel. Da hun spørger den desillusionerede Rosmer om, hvad hun skal gøre for at genvinde hans tillid, svarer han at hun skal følge hans hustru. De erklærer deres gensidige kærlighed og går sammen til broen over møllerenden og drukner sig.
