”Romeo og Julie” hører til blandt Shakespeares mest spillede stykker, og den verdensberømte fortælling om de to unge elskende har givet inspiration til utallige kunstnere. Forholdet mellem Romeo og Julie er blevet synonymt med altopslugende, ung kærlighed, hvor de elskende lader sig rive med af kærligheden uden hensyntagen til konsekvenser eller fornuftens forpligtelser. Christian Lollike har kastet sig over den klassiske tekst og gendigtet den store kærlighedshistorie, så den på én gang er loyal mod Shakespeares handlingsgang og samtidig fortalt i en nutidig stil. Resultatet er en rå og usentimental version af den oprindelige kærlighedshistorie. Kan opføres med eller uden musik og de medførende sangtekster. Uropført på Aarhus Teater i 2010.