Det har tidligere været forsøgt at dramatisere Proust’s store roman- værk i syv bind ”A la Recherche du Temps Perdu”, men uden held. Også prætentiøse filmatiseringer blev der taget tilløb til. I 1972 bestilte Joseph Losey et filmmanuskript hos Harold Pinter, men filmen blev aldrig realiseret. Nu har Pinter sammen med iscenesætteren Di Trevis omarbejdet manuskriptet for scenen og The Royal National Theatre har en overvældende succes med stykket både hos kritik og publikum; samtlige opførelser på Cottesloe er udsolgt og i februar flyttes forestillingen til den store Olivierscene.
Teksten er tro mod Proust, personerne er i sig selv teatralske og erindringsuniverset med den opløste tid er fornemt fremmanet i drømmesekvenser. De er ikke kronologiske, men veksler mellem årene fra 1895 (tiden i Combray) og 1921 (Paris, året før Proust’s død) med mange lokaliteter, inde og ude. Miljøet er de herskende kredse i adel, finans og kunst. I de mondæne ”saloner” kappes værtinder og værter, deriblandt mange biseksuelle, om at forføre tidens unge kunstnere og demimonder. Alt dette opleves i nutid og erindring af Proust’s alter ego, Marcel.
Det er lykkedes at komprimere det omfattende forlæg med dets mylder af spektakulære og psykologisk usædvanlige personer til en spilletid på under tre timer.
