Hovedpersonen i denne intellektuelle russiske farce er den egenrådige Valya – en Oblomov-agtig filosofisk type, der har droppet universitetsstudierne til fordel for et job som offer i politiets videodokumenterede mordrekonstruktioner. Handlingen veksler mellem Valyas grotesk-filosofiske monologer og anspændte samtaler med forældrene i det faldefærdige hjem samt en bemærkelsesværdig interaktion med rekonstruktionsteamet på de forskellige gerningssteder rundt om i Moskva; en udendørscafe nær et betalingstoilet, en svømmehal og en halvtom japansk restaurant. Presnyakov Brødrene introducerer os for et broget galleri af originale karakterer, som på hver deres måde forsøger at forstå virkeligheden og finde frem til en sandhed – for der må da være en mening med det hele! Et bizart og virkelig morsomt idédrama forklædt som en sort komedie.