To kvinder og en mand sidder i hver deres urne. En abstrakt dramaturgi rangerende fra passager af eksistentiel stilstand til dyb eftertænksomhed og gentagelsen af en fælles oplevelse, som endte ulykkeligt for de tre implicerede, skaber en fremmedgørende effekt. Ingen af aktørerne kommunikerer direkte med hinanden. Snart er der sammenfald mellem konfrontation, aktion og reaktion. Kort fortalt er ’Play’ historien om en mand, hans hustru og hans elskerinde og om den mistænksomhed og det begær, de hver især har, efter at være blevet indesluttet i deres indbyrdes oplevelser. Stykket er en inderlig længsel efter fred – efter af få en ende på det hele.
