Holdet bag West End hittet, The Play That Goes Wrong, er tilbage med en ny hysterisk morsom komedie. Endnu engang stifter vi bekendtskab med medlemmerne af amatørteaterkompagniet The Cornley Polytechnic Drama Society, der denne gang har sat sig for at prøve kræfter med J.M. Barries klassiker Peter Pan i deres hidtil mest dristige opsætning. Det sker med katastrofale følger. Alt som kan gå galt, går galt. Der kæmpes med pyroteknik, tekniske uheld, flyvende stunts og indbyrdes stridigheder. Mon de nogensinde når til Neverland?