Villa og Milla er knyttet til hinanden som et gammelt par, to jaloux søstre, to børn i en sandkasse. De stoler ikke på noget eller nogen og især ikke hinanden. Palssons tekst er en mosaik af mikroskopiske billeder af deres indre liv. De er talende maskiner. Fastlåste. Konstant på jagt efter overblikket og det fulde billede. Men de er for tæt på sig selv. Det komplette billede er fragmenteret som livserfaringen: En mosaik. Vinder af 6 Griman-priser, herunder bedste stykke og bedste dramatiker.
