Dette er et usædvanligt stykke med en usædvanlig historie. Det var en teaterhistorisk sensation, da The Royal National Theatre i London opførte Tennessee Williams ungdomsværk i 1998. Stykket blev skrevet i 1938-39 og var det første som forfatteren signerede med sit kunstnernavn Tennessee. Af forskellige grunde blev det aldrig opført. Mange år efter hans død begyndte Vanessa Redgrave at lede efter stykket, som Tennessee Williams engang havde nævnt i forordet til ORPHEUS DESCENDING. Hun fandt teksten blandt forfatterens efterladte papirer og i 1998 fik værket endelig sin premiere. Stykket udspringer af nogle virkelige begivenheder, der fandt sted i et amerikansk fængsel i 1938, hvor en fængselsdirektør mishandlede fire fanger til døde. I en lang række korte, krydsklippede scener følger man livet i fængslet: direktørens kontor sat op imod de indsattes liv. En konflikt udvikler sig katastrofalt; direktøren mister grebet om situationen og tragedien kulminerer. Det er et indigneret samfundskritisk stykke, der beskriver magtmisbrug og undertrykkelse. Samtidig er det en teatralsk eksperimenterende tekst, der hele tiden udfordrer teatrets udtryk i en dynamisk, moderne og brudt fortællestil. Trods den voldsomme og alvorlige handling, rummer stykket dog megen humor.