I denne monolog viser Schmitt Jesus i Getsemane Have i den sidste time, før han pågribes af romerne. Det er den bevægende monolog om et menneske, der ved, at han skal dø. Vidste Jesus fra begyndelsen at han var Guds søn, eller fandt han ud af det efterhånden? Hos Schmitt er han en mand, der tvivler; der aldrig svarer med et ”ja”, når man spørger ham, om han er Messias. Gradvist accepterer han sin bestemmelse og beslutter sig for at spille sin rolle og at opfylde sin skæbne. Til Judas siger han: „Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg ved blot, at noget Større, end jeg er, er inde i mig. Jeg vil vædde på, at jeg virkelig er Sønnen … For når jeg taber, taber jeg intet. Men når jeg vinder, vinder jeg alt.“ Det, der interesserer Schmitt er Jesus menneskelighed; hans mod, hans usikkerhed, hans tvivl, hans angst, den vanvittige skønhed over hans gerning, den uendelige poesi i hans kærlighedsopfyldte verdensopfattelse og hans offerberedvillighed.
