Stykket starter og slutter med at en telefonsælger ringer. Vi er i Stuarts nye lejlighed, der stadig roder med flyttekasser. Han har inviteret sin alkoholiserede far, Richard, til at bo sammen med ham da denne er gangbesværet og har et dårligt hjerte. Søsteren Valerie kommer og hjælper dem med at male, men de forstyrres af lyden af naboerne, et ungt par ved navn Edward og Marie, der konstant er oppe at skændes. Hun er en hyperpositiv og romantisk nykristen og står i direkte modsætning til den lade og tvære kæreste, der hellere vil se tekstTV end at gå på arbejde. De er også yderst højlydte når de har samleje og den første kommunikation med naboparret sker da Valerie skælder dem ud gennem væggen. Det får Edward til at hidse sig sådan op at han og Marie pludselig ringer på Stuarts dør. Og så indtager fortidens spøgelser scenen. Det viser sig at alle undtagen Marie kender hinanden. Richard og Edward begynder at drikke. Det kommer frem at den tidligere trussetyv Richard havde et seksuelt forhold til Edwards mor, som var gift med en invalideret arbejder. Stuarts mor, Richards kone, begik siden selvmord og nu stilles der spørgsmål ved om Edward er Richards søn. Men svaret når aldrig at komme, da Richard, foran alle de andre, dør af et hjerteslag. Thorsteinsson er en mester i at involvere sit publikum i bundrådne familieforhold, der kræver sine ofre for at kunne blive begravet for evigt. Sproget er tørt og skarpt, replikken sarkastisk og kontrasterne store når forfatteren lægger op til de hårde bekendelser, der uomtvisteligt må komme når døden kommer på besøg. Et stort hit på Hafnarfjodur Teater i 1998.
