Sokrates – Athens aldrig slumrende samvittighed – er blevet dømt til døden på grund af sin “ugudelighed”. Den sidste tid før dommen eksekveres, må filosoffen tilbringe på Athens kirkegård – på den betingelse, at han ikke taler med nogen. Trods sin isolation fra andre mennesker bliver Sokrates’ påbud om tavshed alligevel sat på prøve: For ved sin fars grav bliver han tiltalt af en statue, som faderen (en middelmådig billedhugger) har skabt. Statuen forestiller den legendariske satyr Marsyas, hvis hud Apollo flåede af i vrede over at have tabt en musikkonkurrence. Mellem Sokrates og satyren udspilles nu en anderledes konkurrence – en ulige kamp med retoriske virkemidler. For skønt Marsyas med stadig stærkere – og sokratiske! – argumenter forsøger at få Sokrates til at bryde sit tavshedsløfte, er filosoffen dømt til at tie. Stykket er et monodrama for to personer, hvoraf den ene er tavs.
