Måvens sidder og skriver sit afskedsbrev. I årevis har der ikke været en kunde i hans slikbutik, og hans negative og vredladne sind har efterhånden voldt ham så mange problemer, at han ikke kan mere. Nu vil han spise alt slikket og lægge sig til at dø i alkoven. Pludselig ringer telefonen. Det er Peder, Peder fra folkeskolen. Han har heller ikke haft det nemt. Siden hans forældre besluttede sig for at forsvinde i mængden, har han boet i et pæretræ på fælleden, indtil han en dag ville redde en mor og hendes børn fra et søuhyre, men i stedet fik tæsk af nogle smarte fyre og blæste ind i en telefonboks, hvor en gren ringede nummeret til Måvens. Gensynsglæden er stor, og da ingen af dem ved, hvad der skal blive af dem i denne mærkelige verden, beslutter de sig for at tage på kanotur. På turen møder de kvinden med den indre skønhed, den paranoide fede fyr med smøgabstinenser og en flok mennesker, der spejler sig i åer og andre blanke genstande, så vandet bliver tykt som kagecreme. Turen bliver et møde mellem Måvens’ og Peders forskellige syn på verden. Peder mener, at det betaler sig at være positiv og at nyde det liv, man har. Måvens mener, som erklæret kommunist, realist og anarkist, at verden er gået i stykker, og han længes desperat efter altings sammenhæng. Venskabet kommer på prøve.
