Via interviews opruller skuespillets personer deres synspunkter i forhold til hinanden og deres ikke idiot-medspillere. Stykket starter med Karens møde med idiot-kollektivet på en restaurant. Hun tager med idioterne tilbage til deres bolig. Det viser sig, at husets beboere alle er mere eller mindre idioter, men ikke mere end Karen selv. Efterhånden som tiden går, sætter beboerne hinanden på forskellige prøver for at se, om de enkeltvis kan og tør leve som idiot blandt ikke-idioter. Da kollektivets leder, Stoffer, beslutter at de nu skal finde ud af, om de lever på en løgn eller om de virkelig tør leve følelserne fuldt ud, smuldrer kollektivet hurtigt. Karen tager med en af de andre beboere tilbage til sin familie, men indser hurtigt, at hendes tid med familie er forbi. Uropførtes i teaterform på Schauspiel Frankfurt i 2004.
