Harriet forlader festen, fordi hun pludselig tænkte, det var på tide at gå. Hun kikker op i himlen og ser alle sine ting flyve rundt mellem stjernerne. Pludselig flyver hun selv og ender i første omgang oppe i Himlen. Måvens har en slikbutik og et problem; i 441 dage har han nøjsomt passet butikken, men der har aldrig været én eneste kunde. Lige som han åbnede butikken, vendte vinden, og nu skriver han sin afsked i dagbogen og vil begå selvmord. Peder beslutter sig for at gå ud i den frostklare nat. Stiltiende taber han tårerne, der er frosset til is, én for én samtidig med, at han også taber modet. Han ser et stjerneskud og ønsker sig tilbage til barndommen. Livet består ikke kun af begyndelser, højdepunkter og slutninger. Der findes også en mellemtilstand, et tomrum, hvor det gamle er forbi, og det nye endnu ikke er begyndt. Dette tomrum kan være så tomt, at den, der ufrivilligt befinder sig der, tvinges til at stirre ind i det skælvende jeg, og selvom det kan være skræmmende og ubehageligt, så er det alligevel forudsætningen for, at vi igen kan stå på bjergets tinde og råbe: “”Jeg er lykkelig! Jeg er rig! Jeg fik ham! Jeg er overfed!””. Denne historie handler om dette tomrum. Harriet har mistet jordforbindelsen, Måvens drøm er bristet, og Peder har brændt alle broer. Sort ser det ud, og når historien slutter, er det nye endnu ikke begyndt. Men det ser ud til at være på vej.
