GROUND AND FLOOR © Misako Shimizu

GROUND AND FLOOR

OriginaltitelGROUND AND FLOOR
KategoriSkuespil
AldersgruppeVoksne
Cast5 totalt (3 D og 2 H)
Variabel cast størrelseNej
ForfatterToshiki Okada
SprogEngelsk

GROUND AND FLOOR undersøger reaktioner på den eksistentielle usikkerhed i samfundet. Værket beskriver, hvordan nationalisme, konformitet, isolationstrang og apati kan opstå, gennem skildringen af en familie, hvis medlemmer reagerer vidt forskelligt i forsøget på at håndtere deres livsomstændigheder.
Handlingen udspiller sig i et fremtidigt Japan, hvor japansk ikke længere er det primære sprog og stemningen i landet er præget af en forestående krig: En ung, gravid kvinde ønsker at flygte fra landet i håbet om en bedre fremtid. Hun hjemsøges af sin svigermors spøgelse og bliver fanget i en interessekonflikt mellem de døde – og de forpligtelser hun har overfor sit hjemland – og de levende i form af behovet for at beskytte sit ufødte barn. Hendes svoger har været arbejdsløs i 2 ½ år, og er ved at gå til af skam. Nu har han endelig fundet et job som bygningsarbejder, hvilket har reddet hans maskuline stolthed. Han vil arbejde for at genopbygge landet, og når krigen kommer, vil han melde sig frivilligt under fanerne. En anden kvinde (og værkets comic relief) lever som et spøgelse, isoleret fra sine omgivelser. Hun har en følelse af at være den eneste i Japan, der stadig kun kan tale japansk, hvilket gør det umådelig svært for hende at kommunikere med andre uden undertekster.
Stykke for stykke afdækker Okada frygten, mistilliden og de udtalte ønsker om tryghed, som karaktererne kæmper med, og som kan være kendetegnende for et samfund, der er i færd med at forråde sig selv. Værket er blevet til som en reaktion på den apati, der er opstået i Japan på baggrund af finanskrisen og naturkatastroferne i 2011, efterfulgt af atomulykken på Fukushima. Siden verdenspremieren i foråret 2013 har forestillingen turneret i både Europa og USA.