Her er ikke tale om en dramatisering af Oscar Wildes ’The Picture of Dorian Gray’, men om en dramatisk-poetisk monolog inspireret af Wildes hovedperson. Vi er i nutidens København og Gray er en ung smuk mand, som desperat gerne vil tro på Gud. Dette ønske bliver opfyldt på diabolsk vis: han bliver plastikkirurg som kan genskabe mennesker. Om natten er han gigolo: ’Skalpel om dagen, tunge om natten.’ I en pornoshop møder han en overklasse-inder, der forærer ham et spejl. Gray ’sælger’ – som i forlægget – sin sjæl mod at bevare sit ydres skønhed. I spejlet kan han imidlertid se sjælens fordærv i den krakelerede krop. Vizkis scenedigt er skrevet med en sjælden poetisk-psykologisk-eksistentiel kraft. Iblandt fremstår teksten som et sublimt moderne svar på Wildes tema, og også på hans æstetisk provokerende elegante formuleringer, men Vizki går et skridt længere end Wilde, når han på kulminationspunkter driver sin persons gribende desperation ud i rendyrket avantgarde-Vizki-digtning.
