Dette stykke tildeltes Pulitzer Prisen i 1978. Forfatteren anvender et spil som metafor for livet. Weller Martin sidder alene og spiller solitaire på plejehjemmets veranda. Fonsia Dorsey, en snerpet, selvretfærdig dame, gør sin entré. Det fremgår snart at de ikke kan døje plejehjemmet, men derimod har en kærlighed for gin rommy. Således begynder spillet mens intime detaljer fra deres lange liv finder vej henover bordet. Fonsia vinder hver gang – og deres hemmeligheder bliver anvendt som våben mod hinanden. Weller længes efter en sejr for at parere et liv fyldt med nederlag – men det får han ikke. Han forlader scenen som en nedbrudt mand mens Fonsia indser, at hendes selvretfærdige stivhed har ført hende ind i en forbitret og ensom alderdom.
