Et skælsættende skuespil om en families undergang og kulturers sammenstød – med en dramaturgi, der virtuost sammenknytter to tidsplaner. En finurlig dobbelttydighed af begivenheder bestemmer handlingernes gang i denne oprindeligt så almindelige og pæne familie. Stykket starter i 1960’erne: moderen ligger uhelbredeligt syg og gør sin forestående død til målestok for en vurdering af familien og hjemmet. En gruppe fremmede flytter ind ovenpå. Og det tilspidser en situation af ondskabsfuldhed og fremhyklet normalitet. Datteren flygter fra den rigorøse mors påvirkning og ægter en af de fremmede. Efter 40 år vender hun, syg og fraskilt, tilbage til lejligheden med sin yngste søn og bliver med brutal tydelighed erindret om sin moders skæbne. Hun kan og vil ikke forhindre, at den næste generation gentager hendes egne eskapader. Måske vil det gå barnet helt anderledes. Som ofte hos Belbel er melodramaet samtidig farce. Det fascinerende i stykket er dobbeltbesætningen af alle hovedrollerne, som dristigt sammenkæder figurhistorier fra tre generationer.
