Fortælleren bag denne voldsomme monolog ligger alene og syg på et trist hotelværelse i et forarmet land. En politisk henrettelse skal til at finde sted lige udenfor. Minder og dårlig samvittighed plager ham og forstærkes af den elendighed og fattigdom, der eksisterer hos menneskerne udenfor. Forfatteren åbenbarer, at det ikke er nok blot at have gode intentioner, når det handler om at fortrænge sin fortid. Som fortælleren tænker tilbage og pines over sit eget medansvar over for de undertrykte, når han til den konklusion, at selv de politisk korrekte er skyldige, medmindre de handler. I slutningen lykkedes det fortælleren at præcisere sin egen skyld, men han er usikker på, om han besidder det personlige mod til at tilslutte sig kampen. Forfærdet over sin egen svaghed længes han efter tilgivelse og styrken til at gøre sig fortjent til den.
Vinder af Obie prisen for bedste stykke (1991). Kan spilles af en dame eller en herre.
