I skuespillet møder vi en svensk families konflikter, lidenskaber og opløsning. Gudrun har 58-års fødselsdag og familien samles. Hendes noget ældre mand, Sverre, som er blind – hvis han ellers er det. Tre sønner, 30-40, tre døtre, en kommende svigersøn og hans forældre. Samt et gammelt husfaktotum, Siv, hvis eneste ord er “undskyld” og “tak”, indtil allersidst.
Den ældste søn, Ivar, skal være militærattaché, men far Sverre afslører, at han i stedet bliver fyret. Den smukke mellemste, Einar, sidder i rullestol, gal og rablende, men i høj grad bevidst om hvad der foregår. Den yngste, Birger, er bøsse, selvmordsfikseret skuespiller. Af døtrene er Hilda, den ældste, ensom, lesbisk og frustreret. Den yngste, Helga, er forlovet med godsejeren Leif, som samtidig har et forhold til hendes tvillingsøster, Frida. Der er to hovedhandlinger, som begge er baseret på modstri dende, individuelle opfattelser af “sandhe den”. Gudrun, moderen, er dommer og børnene bebrejder hende, at hun forsømte dem til fordel for sin karriere. Hun argumenterer stærkt herimod og hævder, at livet under alle omstændigheder mest er sorg, smerte og kompromisser. Den anden handling, som accelererer i sidste del, udspringer af tvillingsøstrenes forelskelse i samme mand.
Til sidst dør far Sverre og det udløser et formidabelt monologudbrud hos Siv, den tro tjenerinde i 60 år, som viser sig at være Sverres underkuede søster. (En prægtig rolle for en stor, gammel skuespillerinde).
