Neuroserne ligger i bar figur på den glatpolerede overflade i denne absurde østrigske kriminalkomedie, som uropførtes med stor succes på Münchner Kammerspiele. Det er et skævt skuespil, som tager udgangspunkt i Marcel Duchamps gravskrift: ”Det er i øvrigt altid de andre der dør” og som på forunderlig vis forener en frivol-melankolsk grundtone med David Lynch, Alfred Hitchcock og Jacques Tati. Corinna er chefkirurg og skal flytte fra sin lejlighed for at tage til Peru for Læger Uden Grænser. Under hendes maniske hovedrengøring kommer den nysgerrige udlejer, Joachim Hufschmied, på besøg for at gennemgå lejemålet. Under en intens snak om udlængsel, liv og død, falder hans skarpe øjne på et sælsomt syn – en afskåren tå i et hjørne af lejligheden. Har Corinna mon parteret sin elskede Marcel, der skulle følge hende til Peru? I fortvivlelse søger Corinna tilflugt hos sin mor, Mechtild, der hverken giver hende opmærksomhed eller forståelse. Hun er en dedikeret biolog, der hellere analyserer fotosyntesen frem for datterens problemer. Corinna beder inderligt moderen om at hente tåen i den gamle lejlighed – det eneste, der binder hende til fortiden. I tredje akt overraskes moderen af udlejeren, da hun er på jagt efter en peruviansk dødsmaske i datterens gamle lejlighed. Ejendommen er nu i stærkt forfald, men Mechtild og Joachim nærmer sig hinanden i en besynderlig pas de deux …
