Stykket er bygget op over forskellen mellem over- og undermenneske, anskueliggjort mellem assessoren og Schulze. Vi bliver vidne til Schulzes ydmygelser i det daglige liv på kontoret. Og vores indtryk forstærkes af, at det der bliver sagt, er ganske ”almindelige” replikker – altså et udtryk for en rutinemæssig adfærd, som ingen længere undrer sig over. Da opgøret endelig kommer, og Schulze har mulighed for at få hævn, viger han tilbage for at gøre det, og det står ikke klart, om det er af ”godhed”, eller fordi han som undermenneske er mærket af svaghed, så han har mistet evnen til en smule hensynsløst at sætte sin vilje igennem.
