To klunsere dukker frem fra underskoven. Med sig har de alle deres ejendele, der bl. a. består af materialer til en hytte samt en mængde potter og pander, selvom de intet har at putte i dem. Boesman og Lena er samfundets bærme – dem der trædes og spyttes på. Stykket er nøjsomt struktureret som en dans – først med Lenas solo, derefter med en pas de deux og til sidst med Boesmans verbale selvudfoldelse. En gammel mand snubler over to hottentotter og bliver således endnu en fysisk katalysator i deres indbyrdes forhold.
