Som stykket begynder afventer Anne og Mervyn, et tilsyneladende velhavende og midaldrende par, Helen og Davids ankomst, et ungt par, som var deres tidligere naboer og tætte venner. Deres genforening begynder i en lys og humoristisk tone, men som deres samtale efter middagen gradvist bliver mere seriøs, bliver det klart, at de to par engang har været involveret i et ægteskabsbrydende arrangement – og begge har fundet det svært at håndtere de bebrejdelser, som dette har skabt. Mervyn er begyndt at drikke mere, end han burde. Anne er kold og kynisk og Helen og David er havnet i gruppeterapi. Men deres problemer eksisterer stadig, og som deres konversation bliver mere afslørende og provokativ, bliver der sat spørgsmålstegn ved de underliggende værdier i den menneskelige eksistens. I slutningen er den uundgåelige, dybe følelse af skyld i høj grad tilstede hos Mervyn – det samme er hans rørende sårbarhed, som forårsager, at han ender i en tårefyldt, nedslået fortvivlelse.
