BARSELSSTUEN 2.0

KategoriKomedie
AldersgruppeVoksne
Cast9 totalt (6 D og 3 H)
Variabel cast størrelseNej
RepræsentationVerdensomspændende repræsentation
SprogDansk

Barselstuen 2.0 er en kønspolitisk, antikapitalistisk og værdipolitisk crazy-komedie, der tilmed har en klimakritisk tilgang blandet med race-stereotyper og masser af psykiske knæk.

Kort sagt, alt det som ingen gider høre på mere.

Og dog. I Kirstine K. Høgsbros nye (og ekstremt frie) udgave af Holbergs Barselstuen fra 1723 bliver alt vendt på hovedet, foldet sammen og klasket op på væggen igen. Tilbage står en helt igennem grotesk og særdeles underholdende komedie med alvor i kernen og skarpsleben nok til, at man ikke kun har smilet med sig, når lyset i salen tændes.

Holbergs originale stykke handler om manden Corfitz, der pludselig begynder at tvivle på, om han nu også er far til det barn, hans unge kone netop har født. Den del af klassikeren går igen i Barselstuen 2.0. Til gengæld er scenen sat i 2016, og manden, der har hanrejs-noia hedder Søren og har ikke andet at gøre med Holbergs Corfitz, end at han om få dage skal spille rollen på Det Kongelige Teater. Men inden han når dertil, skal han igennem en klimakatastrofe og et klaustrofobisk barselsbesøg, hvor familie og venner kun bidrager yderligere til hans galoperende paranoia.

Så hvad der skulle have været en hyggelig eftermiddag udvikler sig pludselig til en syret tour de force af selvsving, kærlighedskramper og en række totale sammenbrud – både inden og uden for lejligheden. Men hygges – det skal der. Også selv om afrikanere vælter ned fra himlen i en apokalyptisk dødsstorm, verdenshavene stiger og drikkevandet bliver til syre.