Thomas Koppel

ForfatterBELLA VITA

Thomas Koppel, 27.4.1944-25.2.2006, dansk komponist og konservatorieuddannet pianist, søn af Herman D. Koppel. Thomas Koppel fik som 17-årig sin opera Moderen (efter H.C. Andersen) opført på Det Kgl. Teater i København, og han skrev flere symfoniske værker, bl.a. Concert héroique (1967), før han udskiftede partiturmusikken med rocken; sammen med sangeren Annisette Hansen, med hvem han senere blev gift, og broderen Anders Koppel dannede han gruppen Savage Rose. Koppel komponerede musikken til balletten Dødens Triumf (1972), og han førte Savage Rose gennem et musikalsk stilskifte fra stileksperimenterende rockgruppe til et aktivt politisk orkester, der brugte folkemusikken og en social protest som afsæt for sangene, og siden tilbage til rocken. Sideløbende med Savage Rose skrev Koppel symfoniske værker og musik til tv- og teaterforestillinger, bl.a. Messe for et Tilfælde (1995). Han var modtager af Carl Nielsen- og H.C. Lumbye-prisen.