Intet billede af Irland er komplet uden Sean O’Caseys næsten fotografiske beskrivelser af det irske daglige liv. Den tidligere professor ved Columbia University, J.W. Cunliffe, gik så vidt som til at sige, at O’Casey var den største opfindelse siden 1. Verdenskrig – ikke bare for Abbey Theatre men også for europæisk dramatik. Sean O’Casey var selv et produkt af de irske nybyggere. Hans far døde, da han var tre år gammel og hans mor formåede at holde familien samlet. Morgenmaden bestod af gammelt brød og te, og hvis de var heldige bestod frokosten af samme. Som 14-årig lærte O’Casey sig at læse, hvorefter alle sparepenge gik til bøger. Han havde ingen skolegang, hvilket måske blev til en fordel, da han ikke havde noget skolet begreb om opbygningen af et succesfuldt skuespil, kun via hans egne selvstudier af Shakespeare mv. Han havde frie hænder til at skitsere det irske liv fra sit perspektiv og til at bryde reglerne for tragedien og komedien. Alle hans skuespil er tragedier fra ende til anden, men trefjerdedele af dialogen fremprovokerer latter blandt publikum. O’Casey kendte alt til den bitre kamp for ytringsfrihed som en del af den civile hær. Han så naboer blive dræbt på grund af religiøse sammenstød og senere fjender græde over deres offers kister. Disse uforglemmelige billeder stod printet i hans hukommelse, når han skrev sine skuespil. Hans første accepterede spil ”The Shadow of the Gunman,” blev produceret d.12/4 1923 på Abbey Theatre i Dublin. Da hans næste skuespil ”Juno and the Paycock” spillede for fulde huse i London, forlod han sit job som murer og begyndte at skrive fuldtid. Hans tredje skuespil ”The Plough and the Stars” skabte lige så meget uro som opsætningen af Synges ”Playboy of the Western World” og ansporede Yeats til at sige om O’Casey: ”You have again rocked the cadle of genious.”
