Beckett var den første af absurdisterne, der opnåede international berømmelse. Hans værker er blevet oversat til mere end tyve forskellige sprog, og i 1969 modtog han Nobel prisen i litteratur. I 1945 påbegyndte han sin mest produktive periode som forfatter. I de fem efterfølgende år skrev han ELEUTHERIA, MENS VI VENTER PÅ GODOT, ENDGAME, THE NOVELS MALLOY, MALONE DIES, THE UNNAMABLE og MERCIER ET CAMIER. Hans første reelle triumf kom i 1953, da MENS VI VENTER PÅ GODOT havde urpremiere i Théâtre de Babylone. Det underlige, lille stykke, i hvilket “ingenting sker”, blev en øjeblikkelig succes. Det blev opført firehundrede gange og væltede i ros fra så forskellige dramatikere som Tennessee Williams, Jean Anouilh, Thornton Wilder, og William Saroyan, der sagde: ”Dette vil give mig selv og alle andre muligheden for at kunne skrive frit”. Beckett sikrede sin position som bedste dramatiker i 1957, da det næste mesterværk ENDGAME fik premiere (på fransk) på Royal Court Theatre i London. Selvom engelsk var hans modersmål, er alle Becketts hovedværker skrevet på fransk. Han tilstræbte tilsyneladende den udtryksmæssige disciplin, et erhvervet sprog krævede af ham. Becketts dramatiske værker afhænger ikke af dramaets traditionelle elementer. Han erstatter plot, karakteristik og den endelige forløsning, der var dramaets hidtilværende kendetegn, med en række konkrete scenebilleder. Sproget er ubrugeligt, for han skaber et mytisk univers, befolket af ensomme væsener, der kæmper forgæves med at kunne udtrykke det uudtrykkelige. Hans figurer befinder sig i et tomrum, overvældet af forvirring og sorg. De forsøger på nærmest grotesk vis at finde en måde at kommunikere på og kravler uendeligt videre.