Robin Maugham

ForfatterSERVANT, THE

Robin Maugham har skrevet noveller, romaner, skuespil og filmmanuskripter. Han var officer under 2. verdenskrig og praktiserede senere erhvervet som advokat. Hans første selvbiografi var baseret på tre skygger i hans liv: Onklen, faderen og en skyldfølelse af at være homoseksuel. Robin Maugham blev født den 17. maj i 1916. Han var den yngste og eneste søn af Helen Mary og Frederic Herbert Maugham. Robin Maugham beskrev sin barndom som værende præget af ensomhed, og som en følge heraf opfandt han vennen Tommy. Maugham gik på Highfield School, Eton og Trinity Hall, Cambridge. På begge sider af familien var der tradition for at læse jura, og han var tvunget til at følge denne. I 1939 blev Maugham privatsekretær for chefen på The National Service Campaign. I den forbindelse arbejdede han sammen med Winston Churchill, og et livslangt venskab opstod imellem dem. Da England i september 1939 gik i krig, indtrådte han i hæren. Maugham gjorde tjeneste under 2. Verdenskrig fra 1939 til 1945. I 1942 under et slag blev han ramt i hovedet af en granatsplint. Splinten blev ikke fjernet, og det resulterede i, at Maugham led af blackouts. Først i 1945 blev han afsat fra tjeneste på grund af sin skade og var ude af stand til at fortsætte sit arbejde som advokat. Maugham debuterede i 1943 med THE 1946 MS, som blev udgivet af The War Facts Press. Efter sin debut i 1943 fulgte romaner, noveller, skuespil, rejsebøger, dramaturgiske værker, en biografi om hans familie, to selvbiografier og adskillige filmmanuskripter. Peter Burton, som var forfatter, redaktør og journalist mødte Maugham i 1968 og har været inde over flere af Maughams værker, såsom ESCAPE FROM THE SHADOWS, THE LAST ENCOUNTER, THE BARRIER, THE DIVIDING LINE, LOVERS IN EXILE, THE BLACK TENT. I 1981 forværredes Maughams helbred. Sukkersyge, alkoholmisbrug og fysiske problemer tog livet af ham den 13. marts 1981.