Engelsk-amerikansk forfatter og humorist. Han startede sin karriere i en bank, men hengav sig senere til at skrive for en avis i London, hvorefter han blev forfatter på fuldtid. I over 70 år har Wodehouse underholdt læsere med sine komiske romaner og historier, der finder sted i et England, der sidder evigt fast i Edward VII’s tid med idiotiske unge, uduelige debutanter, frygtindgydende tanter og kedelige forretningsmænd. Han var især kendt for sine mange romaner om Bertie Wooster og hans uforstyrrelige kammertjener Jeeves. Jeeves romanerne omfatter: THE INIMITABLE JEEVES (1924), BERTIE WOOSTER SEES IT THROUGH (1955) og MUCH OBLIGED, JEEVES (1971). Tidligt i sin karriere blev Wodehouse også sangtekstforfatter og skrev omkring 400 sange, mange i samarbejde med Jerome Kern. Desuden bidrog han til adskillige musicals, heriblandt ANYTHING GOES (1934). Den flittige forfatter skrev i alt 96 romaner, 18 skuespil og sangtekster til 33 musicals. I 1941, mens han blev holdt fanget af tyskerne, lavede han fem nonpolitiske udsendelser for tyskerne, hvilket fremprovokerede en del kritik i hans hjemland. Wodehouse immigrerede til USA i 1947, bosatte sig på Long Island i New York og blev amerikansk statsborger i 1955. Han blev slået til ridder kort før sin død i 1975.