Ole Lund Kirkegaard

Ole Lund Kirkegaard (1940-1979), dansk forfatter af børnebøger, som han selv har illustreret. Hans personer er ofte opfindsomme, legende børn, som sammen med skæve eksistenser og folkepensionister står i et modsætningsforhold til samfundets normer og autoriteter, dvs. fortravlede voksne, som har glemt at være børn. En mere eventyrlig side findes i bøger som Hodja fra Pjort (1970) om drengen, der drager ud i den store verden for at finde sit flyvende tæppe, og Otto er et næsehorn (1972) om det tegnede næsehorn, som bliver levende og en god allieret i kampen mod de voksne. Flere af hans bøger er dramatiseret og filmatiseret.