Leif Panduro levede fra 1923 til 1977. Han var uddannet tandlæge, men fra 1962 kunne han leve af sit forfatterskab. Leif Panduro voksede op hos slægtninge og på børnehjem. Hans far var blevet skudt af modstandsbevægelsen under krigen fordi han var nazi-sympatisør, og hans mor var blevet sindssyg. Denne opvækst var medvirkende til at Panduro led af angstanfald, og at han i en periode gik i psykoanalyse. Hans bøger blev også en måde for ham at bearbejde sine egne problemer på. Gennem de psykiske problemer han selv havde haft, havde han nemlig udviklet en helt særlig evne til at forstå andre mennesker. Han udtalte fx at han følte stor medlidenhed med mennesker der løj, for han vidste at de gjorde det fordi de havde et problem der gjorde at de var nødt til at lyve. Panduro skrev både romaner og tv-spil. Begge genrer gjorde ham kendt og elsket som forfatter. Leif Panduro modtog Kritikerprisen i 1963. De gyldne laurbær i 1970 og Det danske Akademis litteraturpris i 1971.
