Henrik Scharling, 1836-1920, dansk teolog og forfatter; søn af C.E. Scharling og bror til W. Scharling. I 1867 blev Henrik Scharling docent i teologi ved Københavns Universitet og var 1870-1916 professor i etik og religionsfilosofi smst. Han polemiserede energisk imod såvel samtidens kulturradikale strømninger som grundtvigianisme og missionske vækkelser. Universitetspolitisk indtog han ofte særstandpunkter og fremstod sine sidste mange år som et levn fra en svunden tid. Blandt hans vigtigste bøger er Menneskehed og Kristendom, 1-2 (1872-74), Christelig Sædelære efter evangelisk-luthersk Opfattelse, 1-2 (1885-86) og Dogmatikens historiske Forudsætninger (1908). Siden Scharlings ungdom løb en skønlitterær linje gennem forfatterskabet, hvis berømteste roman, Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Fortælling af Nicolai, 18 Aar gammel (1862), siden er dramatiseret, se Nøddebo Præstegård.
