Eugene O’Neill © Carl Van Vechten

Eugene O’Neil blev født d.16. oktober 1888 på et hotel på Broadway på 43. gade i New York. Han var søn af James O’Neil, en af Amerikas største skuespillere fra 1880’erne frem til 1. verdenskrig. Eugene tilbragte de første 7 år af sit liv på at rejse rundt i Amerika med sin far, der havde fravalgt sin karriere som shakespearesk skuespiller til fordel for den profitable turneforestilling Monte Cristo. Eugenes voldsomme aversion mod konventionelt teater kan have at gøre med hans intime forbindelse til Monte Cristo.

O’Neil tilbragte 6 år på en katolsk kostskole og tre år på the Betts Academy i Stamford, Connecticut. Han gik på Princeton for en kort periode, men blev suspenderet som førsteårsstuderende og vendte ikke tilbage. I 1909 satte han kurs mod en Honduras som guldgraver, men blev hjemsendt efter 6 måneder med trope-feber. I den efterfølgende periode arbejdede han som teaterdirektør, skuespiller og reporter. Ligeledes passede han kvæg på et kvægtransporterende dampskib og drog ud på adskillige rejser som sømand. Det var på disse rejser, at han stiftede bekendtskab med sømænd, havnearbejdere og udskud, der sidenhen kom til at befolke hans skuespil. Karakterer, der tidligere var blevet tiet ihjel i det amerikanske teater.
Den ustabile livsførelse tog hårdt på den unge mand og i 1912 blev han indlagt med tuberkulose. Under sin indlæggelse begyndte han at læse de klassiske dramatikere, men også Ibsen, Wedekind og Strindberg, særligt Strindberg fik indflydelse på hans forfatterskab. Eugene begyndte at skrive dramatik og fik hurtigt produceret 11 1-akter-skuespil samt en smule poesi.

I 1916 mødte O’Neil en gruppe mennesker i Provincetown bl.a. Susan Glaspell og Robert Edmond Jones, sammen grundlagde de the Provincetown Players. Kort efter producerede gruppen O’Neils “Bound East for Cardiff” på Mary Heaton Vorse’s Theatre i Provincetown og andre skuespil på skuespilhuset i MacDougal Street, inden længe blev O’Neils skuespil grobund for den eksperimenterede teatergruppe. Det var et ægteskab i himlen – O’Neil fik et teaterkompagni, der ville spille hans stykker og gruppen fik en husdramatiker, der kunne fylde den med brændstof og revolutionere det amerikanske teater.

Med Broadwayproduktionen ”Beyond the Horizon” i 1920 begyndte O’Neils berømmelse af stige. Han modtog et hav af produktionstilbud i USA og i udlandet. Da Provincetown-skuespillerene kollapsede, blev han husdramatiker for Theatre Guild, samtidig med, at han modtog Nobelprisen for sin dramatik, hvilket ingen amerikansk dramatiker hidtil havde formået. Hans karriere begyndte så småt at smuldre, da den nye generation af unge kritikere, Francis Fergusson, Lionel Trilling og Eric Bentley, ikke tog sig til takke med at anerkende den amerikanske dramatiker for hans internationale stade. O’Neil blev skubbet ud i en storm af kritik, hvilket mærkede han frem til hans død i 1953. Ironisk nok var det i disse ’mørke år’, at Eugenes udvikling for alvor fandt sted. Han blev modnet i stilhed og var motiveret af sin passion for skriften, i hvilken han udviklede en eftertænksom kunstnerisk ærlighed, der resulterede i adskillige mesterstykker til det moderne teater inklusiv ”A Touch of a Poet” (1935-1942), “More Stately Mansions” (1935-1941), ”The Iceman Cometh” (1939), ”A Long Day’s Journey into Night” (1939-41) og ”A Moon for the Misbegotten” (1943). De fleste af disse skuespil blev hverken produceret eller publiceret i O’Neils levetid.