Dansk skuespiller og dramatiker (f. 1923 - d. 2011). Efter at have taget studentereksamen tog han videre på seminariet, men uddannede sig som tegner, og blev endelig, i 1946, optaget på teaterskolen i Odense. Fra 1947-50 optrådte han flere gange som skuespiller, og her blev hans interesse for teaterlivet styrket. I 1950 tog han til København hvor han fortsatte sin skuespillerkarriere i et turneteater. Først i 1957 afsluttede han sin tid som skuespiller for i stedet selv at skrive skuespil. Han bevarede dog tilknytningen til scenen idet han for det meste selv satte sine stykker op. Han så aldrig sig selv som forfatter, men som teatermand. Han udtalte at han ikke så replikkerne for sig, når han skrev dem, men at han hørte dem, og at hans replikker bar præg af at han selv havde været skuespiller. Der er derfor et særligt liv over hans replikker. Ernst Bruun Olsen skrev skuespil til både scene, radio og tv. Hans gennembrud kom i 1962 med stykket Teenagerlove. Før da var det hovedsageligt radiospillene han var kendt for.