Bertolt Brecht var en yderst sprogligt begavet poet. Hans stykker mister ofte noget i oversættelsen fra sit tyske modersmål, da sproget er skrevet med en dristig og direkte simplicitet. Ikke desto mindre indeholder de en enestående poetisk vision, der er sjælden i det tyvende århundrede.
I sine første stykker eksperimenterede Brecht med dadaisme og ekspressionisme, men i de efterfølgende værker udviklede han en stil, der passede sin egen unikke vision bedre. Han afskyede det ”aristoteliske” drama og dets forsøg på at lokke tilskueren ind i en form for trance-lignende tilstand. Han ville ikke have sit publikum til at føle – han ville have dem til at tænke. Brecht var fast besluttet på at destruere den teatralske illusion og dermed også at afskaffe den kedelige trance-lignende tilstand, han nærede så stort et had til.
Resultatet af Brechts research var en teknik, også kendt som ”Verfremdungseffekt” eller ”fremmedgørelseseffekten”. Denne teknik opfordrede publikum til at beholde deres kritiske distance. Hans teorier resulterede i en række ”episke” dramaer, heriblandt MUTTER COURAGE, som både blev en triumf og en fiasko for Brecht. Selvom stykket fik stor succes, lykkedes det ham aldrig at opnå den uemotionelle, analytiske respons, som han ønskede hos publikum.
Brecht fortsatte med at skrive en række moderne mesterværker, såsom DET GODE MENNESKE FRA SEZUAN og DEN KAUKASISKE KRIDTCIRKEL. Brechts publikum blev stædigt ved med at blive rørt til frygt og medlidenhed. Hans dramatiske teorier har spredt sig hele verden rundt, og han efterlod sig en gruppe dedikerede disciple, kendt som ”Brechtianere”, der fortsætter med at udbrede hans lærdom.
