Tre varme anbefalinger

Vi vil gerne gøre jer opmærksomme på tre vidt forskellige skuespil, der alle har fortjent nordiske opsætninger!


Robyn Archer. Foto: © Robert McFarlane

En lille, funklende perle fra skatkistens bund
A STAR IS TORN
af Robyn Archer
Musical / monolog
1 D
Akkompagnement: 1 pianist
Engelsk originaltekst
Svensk oversættelse

Et utroligt underholdende og meget gribende one-woman-show, der har sat sig for – og lykkes med! – at fortælle historierne om ikke mindre end 13 kvindelige sang- og filmstjerners tragiske liv. Stykket er en smuk, musikalsk hyldest til store kvindelige kunstnere som Bessie Smith, Edith Piaf, Judy Garland, Marilyn Monroe, Dinah Washington, Patsy Cline, Janis Joplin, Billie Holiday m.fl.

Robyn Archer turnerede selv med sin anmelderroste uropsætning i Australien i årene 1979-83, hvorefter hun spillede den i et helt år på Wyndham’s Theatre i Londons West End – hvad der har gjort A STAR IS TORN til en lille klassiker i begge lande.

Robyn Archer. Foto: © Claudio Raschella


COMBUSTION, Arcola Theatre. Foto: © Talula Sheppard

Et modigt, vigtigt og nødvendigt stykke
COMBUSTION
af Asif Khan
Komedie
1 D / 4 H
Engelsk originaltekst

En nordengelsk provinsby under Ramadanen. Racister planlægger at marchere gennem byen, mens den unge automekaniker, Shaz, desperat forsøger at holde sit værksted kørende, så han kan spare sammen til et stort bryllup engang. I denne brandfarlige atmosfære gør hans søster, Samina, sit for at blive hørt i sin kampagne for et fredeligere lokalsamfund. Men pludselig står de ansigt til ansigt med en hvid højreradikal!

Skuespilleren Asif Khans prisvindende debutstykke om polarisering, racisme og kulturforskelle kan nemt overføres til nordiske forhold. Arcola Theatres uropsætning blev bl.a. nomineret til 2 Off-Westend-priser i 2017 (Bedste nye stykke og Bedste mandlige birolle). Og et enigt, britisk anmelderkorps opfordrede de store London-teatre til at overføre den til deres scener, så et langt større publikum kunne få glæde af den.

COMBUSTION (der betyder ‘Forbrænding’ på dansk) beskrev anmelderne i samme åndedrag som “en triumf – et brutalt morsomt og tankevækkende værk, der bliver hængende længe i erindringen” (The Peg), “Et levende portræt af unge muslimers kamp med hvad deres tro betyder i dag” (Evening Standard) og “Foruroligende, indsigtsfuldt og hjertevarmende” (Everything Theatre).

Arcola Theatres trailer: https://www.youtube.com/watch?v=1TNtRtS_62o

Asif Khan

Asif Khan. Foto: © Michael Carlo


Morgan Lloyd Malcolm

Morgan Lloyd Malcolm. Foto: © Hampstead Theatre/Becky Paris

Veninder eller dødsfjender
THE WASP
af Morgan Lloyd Malcolm
Psykologisk drama med komedietræk
2 D
Engelsk originaltekst
Norsk oversættelse

Trods helt forskellige sociale baggrunde var Carla og Heather gode veninder i skolen. Som teenager blev den forsømte Carla jaloux på Heathers privilegerede liv, og sammen med en pigebande gjorde de Heather til mål for brutal mobning.

Et par årtier senere: Heather er gift, velhavende, men barnløs. Efter flere år uden kontakt har hun fundet sin gamle veninde/fjende på Facebook og inviteret hende på café for at give hende et tilbud og en kuffert fuld af penge. Carla, der befinder sig på den sociale rangstiges nederste trin – frustreret, storrygende og gravid med sit femte barn – tror først, at Heather vil bruge hende som rugemor, men Heathers ønske er imidlertid af en helt anden karakter, og snart begynder de at planlægge den perfekte forbrydelse!

THE WASP (Hvepsen) er en skarpt skåret dialog om, hvordan oplevelser i barndommen kan forme menneskers liv, og om hvor langt nogen er villige til at gå for at frigøre sig fra fortidens lænker. En behændigt opbygget – og ind imellem virkelig morsom – ‘gyser’, der med overraskende drejninger intensiveres mod en hårrejsende, overrumplende slutning.

Stykket havde urpremiere på Hampstead Theatre Downstairs i 2015 og fik allerede sin første London-‘revival’ i 2017.

THE WASP er Morgan Lloyd Malcolms mest opsigtsvækkende skuespil siden hendes solide debut med BELONGINGS (2011), et hudløst drama om en kvindelig, hjemvendt Afganistan-soldat og hendes familie.

The Wasp