MED SPOT PÅ LINE MØRKEBY

Line_morkeby

Line Mørkeby

Line Mørkeby (f. 1977), dansk dramatiker. Efter at have studeret teatervidenskab på Københavns Universitet i fire år (2000-2004), blev hun optaget på Dramatiker uddannelsen ved Aarhus Teater, hvor hun blev færdig i 2008. Samme år opførte Det Kongelige Teater hendes debutværk MUSICAL med stor succes. I 2009 modtog hun Reumert Talent prisen for “Bedste Ungdomsstykke” med det kontroversielle ungdomsdrama 6 P LR K, som også vandt en Reumert for “Årets Børne-/ Ungdomsforestilling” og var nomineret til Nordisk Dramatiker Pris i 2010. Samme år henrykte hun publikum med den bittersøde komedie LYKKE BJØRN, for hvilken hun blev nomineret hele to Reumertpriser i 2011. Ydermere fik hendes NÅR DET SKÆRER I HJERTET en Reumert-nominering for “Årets Børne-/Ungdomsforestilling” i 2014; JEG MIG FUCK DIG vandt Årets børneteaterpris i 2015; Line modtog Allenprisen i 2016; og HÅR PÅ DEN vandt årets særpris ved Reumert-uddelingen i 2016.


Et feministisk brøl!
HÅR PÅ DEN
3 D
Komedie
Dansk originaltekst

Den moderne, frie kvinde skal både være slikkepindekvinde og superheltinde, Barbie-prinsesse og nazi-stringesse, glatbarberet og nuanceret. Hun skal være tynd og høj. Men også gerne lille og kurvet. Bare ikke for kurvet. Føde børn og åbne eget firma. Ikke være sex-negativ, men kunne strikke og strippe. Læse dameblade og opdigte nye behov. Men også dække alle andres behov. Og sine egne. I anledning af 100-året for kvinders stemmeret får Standardbureauet hæsblæsende travlt, når de bliver hyret til at konstruere en tidskapsel, der tegner billedet af den moderne, frie kvinde. En underholdende, humoristisk og tankevækkende tur ind i kvindesindet!


Humoristisk og rørende
LYKKE BJØRN
2 D / 2 H
Drama
Dansk originaltekst, engelsk oversættelse

Da den selvudslettende Karin mister sin mor, falder hendes verden sammen. Umyndiggjort af sin lillebror og med en ung rengøringshjælp som eneste sociale adspredelse, er Karin overladt til sig selv og sin ensomhed. Men en dag støder hun på den hjemløse Johannes… Dette er en kærlighedshistorie om eksistenser på kanten af samfundet og normaliteten. Det er en rørende fortælling om en kvindes kamp for retten til sit eget liv på trods af kvælende omsorg, beskyttelse og kontrol.


Nomineret til Den Nordiske Dramatikerpris 2010
6 P LR K
2 D
Teenageforestilling
Dansk originaltekst, engelsk, rumænsk og svensk oversættelse

6 = SEX. Klart det mest modige at vælge.
P = PORNO. Hvis du ikke tør vælge 6.
K = KYLLING. Så er du ude af legen!

Maria og Sara er venner – eller de var venner – indtil Maria modtager en sms med beskeden “6, P LR K?” og svarer “P”. Maria suges ind i en sms-leg, der florerer i det seje slæng omkring Jacob Just – et spil hun er villig til gå langt med, fordi hun er forelsket i ham. Det handler om sex. Om at modtage og give seksuelle udfordringer og jo modigere man er, jo bedre. Sara er ikke inviteret med i sms-legen. Hun føler sig svigtet af Maria og blander sig for at vinde Maria tilbage. Men Maria vil ikke vindes tilbage, og hun vil ikke lytte, hverken til Sara eller sin far. Sms-legen kommer for langt ud og sex-hjemmesiden “x-sited.dk” kommer ind i billedet. Så går det galt… Nu fortæller de deres historie simpelt og råt. Med en computer, en projektor, to tasker og en rulle tape. Hvis de da kan blive enige om hvordan det hele gik til! Sprudlende, dynamisk og intens. Om at turde sige ja. Om at turde sige nej. På godt og på ondt.

Nomineret til Den Nordiske Dramatikerpris 2010.

****** – Politiken