Kvindernes internationale kampdag

Tre bemærkelsesværdige skuespil om kvinder, der nægter at være ofre!


HOW TO DATE A FEMINIST, Arcola Theatre. Foto: © Nick Rutter

Kønsroller til debat – og til grin!
HOW TO DATE A FEMINIST
Samantha Ellis
Komedie
1D / 1H (eller 3D / 3H)
Engelsk originaltekst

Den 30-årige journalist, Kate, har en svaghed for stærke macho-mænd og har det i øvrigt fint med ’klassiske’ kønsroller. Så da Kates kæreste – den feministiske bager, Steve – undskylder på patriarkatets vegne og frier til hende, udløser det en veritabel krise i deres parforhold! Den efterfølgende serie af komiske misforståelser, absurde skænderier og uheldige sidespring, som de må gennemleve, gør ikke just tingene bedre.

For kan Kate overvinde sin dybtfølte kærlighed til læbestift, cupcakes og romantisk litteratur?

Kan Steve slække på sine principper og prøve at være lidt mere brutal i sengen?

Kan de to selvstændiggjorte nutidsmennesker genopfinde romantikken i det 21. århundrede?

Et charmerende skuespil, der har det hele: To frierier, adskillige bryllupper, en flugt, vittige replikker. Og så kan det – som i uropsætningen på Arcola Theatre i London, 2016 – opføres med kun to skuespillere, der ud over de mislykkede elskende i så fald også skal dække rollerne som hinandens ekskærester og forældre!

★★★★ “Jeg sad med et kæmpe smil på læberne hele vejen igennem forestillingen… et vittigt, underfundigt provokerende og helt igennem pragtfuldt stykke” (Evening Standard)

“Et hæsblæsende ræs gennem de moderne kønsrollers minefelt” (Exeunt)

Samantha Ellis

Samantha Ellis. Foto: © Penguin Random House


Plakat, SHIT – © Theatre Royal, Tasmanien

Rapport fra 3 kvinders lorteliv!
SHIT
Patricia Cornelius
3 D
Drama
Engelsk originaltekst

Med sit 23. skuespil, SHIT, inviterer australske Patricia Cornelius os til et råt, usentimentalt og alligevel usædvanligt vedkommende møde med tre unge kvinder, der har bevæget sig langt uden for pædagogisk rækkevidde! I hvad der er blevet benævnt verdensdramatikkens mest ubarmhjertigt ærlige personkarakteristik beskriver Patricia Cornelius sine tre højtråbende antiheltinder som: grimme, usexede, fladpandede, desillusionerede, ødelagte, ukærlige og uelskede! Men de har også humor, og selv midt i alt det verbale lort, der strømmer fra dem, fornemmes resterne af en skrøbelig poesi.

SHIT er en chokerende og kompromisløs teatertekst, der på fornem vis giver taletid til mennesker, hvis stemmer vi alt for sjældent hører: De anbragte, de institutionaliserede, de fravalgte og forsømte.

“Patricia Cornelius’ frygtløse studie af tre kvinder fra underklassen rammer én som et slag i ansigtet” (The Sydney Morning Herald)

Sidney Festival’s trailer til SHIT (2017):

Patricia Cornelius, foto Sarah Walker

Patricia Cornelius. Foto: © Sarah Walker

Den 65-årige Patricia Cornelius har modtaget stort set alle eksisterende priser for dramatik i sit hjemland – bl.a for sit skuespil WHO’S AFRAID OF THE WORKING CLASS?, som hun også har været med til at filmatisere under titlen BLESSED.


Janie Dee som LINDA (Manhattan Theatre Club)

Plakat fra Manhattan Theatre Club’s opsætning af LINDA

En kvinde nægter at være overflødig
LINDA
Penelope Skinner
Komediedrama
5 D / 3 H
Engelsk originaltekst

“Jeg er en prisvindende forretningskvinde. Jeg er lykkeligt gift, mor til to vidunderlige piger, og jeg kan stadig presse mig ned i en størrelse 38. Hvad skulle kunne true mig?”

Den 55-årige Linda Wilde – marketingschef i et stort kosmetikfirma – lever det perfekte liv. Men da hun finder ud af, at hendes mand bedrager hende, og at en yngre kvindelig kollega køres i stilling til at overtage hendes position i firmaet, begynder hendes tilværelse at slå revner. Fighteren Linda nægter imidlertid at give op; hun laver skandaler til ledermøderne, hun indleder en affære med en ung kollega – hun slår fra sig! Den kulsorte – og til tider alvorlige – komedie kulminerer i en fantastisk slutscene, hvis udgang ikke skal røbes her.

LINDA har mange gode kvinderoller. Ikke mindst titelrollen – en spændende udfordring for en moden skuespillerinde!

Om en amerikansk opsætning af LINDA skrev anmeldere bl.a.:

“Forestillingen er til tider morsom, til tider sørgelig, men den er hele tiden vildt underholdende” (The Hollywood Reporter).

“LINDA behandler vigtige emner med en forfriskende styrke. Dette stykke kræver at blive set!” (Time Out New York)

I november 2017 fremførte Playhouse Teater i Stockholm en engelsksproget reading af LINDA. Her er en smagsprøve:

Penelope Skinner - foto af Bronwen Sharp

Penelope Skinner. Foto: © Bronwen Sharp