Barnets Dag 2017

Hvert år markerer FN ‘UNIVERSAL CHILDREN’S DAY’ d. 20. november og sætter dermed fokus på børns rettigheder i hele verden. Vi ønsker at markere dagen ved at præsentere tre værker, som alle har barnet og dets verden som omdrejningspunkt.

Rigtig god læselyst.


Jesper Halle

Vinder af Wilhelm Hansen Fondens nordiske dramatikerkonkurrence i 2001
LILLESKOGEN
Af Jesper Halle (NO)
5 D / 7 H
Drama
Norsk original; dansk, engelsk, fransk, portugisisk, russisk, svensk og tysk oversættelse

Et stykke for voksne, spillet af voksne, om barndommen set gennem barnets øjne. Halle skildrer i en række enkeltstående scener elleve børns fantasier om det ukendte og deres leg i den forbudte omhegnede skov – Lilleskogen. Stykket igennem samles de i grupperinger af søskende og legekammerater omkring sandkassen og den mystiske træhytte. Altid er de i opposition mod den vortebefængte enspænder Julie Nilsen, der under mystiske omstændigheder pludselig forsvinder sporløst. Er hun blevet taget af de rødmossede mænd, der holder til i skoven? Har Gagarin og hans flyvende jernkugle en finger med i spillet? Ligger hun druknet under skovsøens isdækkede overflade? Eller er hun taget til Afrika for at begrave sin skat? Lille Knotten holdes vågen i søvnløse nætter og opfinder stykkets eneste voksenfigur, kongen, som lover at alt skal blive godt.

Stykket leder tankerne hen på det univers David Lynch etablerede i tv-serien TWIN PEAKS – en verden uden grænser, hvor det gode og det onde springer frem fra den rå natur. Halle veksler mellem fortid og perifere kommentarer af karaktererne som voksne, dog uden at disse giver noget svar. Det er op til os selv at tolke det, der sker eller ikke sker. Stykket både berører, oprører og vil have os til at huske tilbage – hvad vil vi mindes fra vor barndom?


Noah Haidle. Foto: © Kelsey Shultis

En grotesk komedie om de voksne og deres adfærd
MR. MARMALADE
Af Noah Haidle (US)
2 D / 4 H
Komedie
Engelsk originaltekst, norsk oversættelse

Den 4-årige Lucy har en livlig fantasi. Ofte overladt til sig selv af sin mor, skaber hun sin egen verden. Her er hendes livsledsager Mr. Marmalade, en velhavende og velopdragen forretningsmand, der besøger hende, når han finder plads til det i kalenderen. Da der pludselig vælter pornoblade og kokain ud af attachémappen, jager hun ham ad helvede til. Efter et kort sidespring med den jævnaldrende Larry (5 år), opdager Lucy fordelene ved Mr. Marmalade. Atter forenet stifter de familie og sidder nu fast i et smertefuldt hverdagsforhold. Så stikker Mr. Marmalade af for altid, hvilket får uoverskuelige konsekvenser for Lucy og deres fælles barn. Eller er det hele bare noget, Lucy har drømt?


Om at blive voksen…
THE SADNESS AND JOY IN THE LIFE OF GIRAFFES
Af Tiago Rodrigues (POR)
1 D / 3 H
Komedie
Engelsk og norsk oversættelse

En absurd portugisisk komedie om finanskrisen set igennem den 9-årige pige, Giraffes øjne. Discovery Channel har svaret på alt og et abonnement for livet burde ligge i omegnen af 50.000 Euro. Det må statsministeren kunne hjælpe hende med. Med sin bandende og suicidale bamse Judy Garland ved sin side, begiver hun sig ud på en kalejdoskopisk rejse igennem storbyen, hvor hun bl.a. støder på en pædofil panter, en bulgarsk videnskabsmand og Tjekhov.